Tekstilarbejderstrejken 1905
Den 1. juli 1905 var den gældende overenskomst mellem Tekstilfabrikantforeningen og Dansk Tekstilarbejder Forbund udløbet. Forhandlinger om en ny overenskomst var endt resultatløse, idet fabrikantforeningen havde forlangt, at den nye overenskomst skulle gælde fem år, og at lønsatserne ikke kunne forhandles.
Resultatet blev en storkonflikt, der strakte sig helt frem til den 8. december, i alt 23 uger.
At det var nødvendigt at gå i konflikt i tekstilindustrien begrundedes bl.a. af redaktør Jacob Christensen i Vejle Social-Demokrat: Faa Virksomheder har affødt saa mange hulkindede og fladbrystede Mødre og ført saa mange unge Piger ud i Umoralitet, som netop Tekstilfabrikkerne, takket være de usle Lønninger og den lange Arbejdstid i de usunde Lokaler.
Arbejdskampen medførte, at næste alle Vejles tekstilfabrikker lå stille. Enkelte steder forsøgte man at holde arbejdet igang ved hjælp af strejkebrydere, men strejkevagter og sammenholdet fik sat en stopper for det meste af denne trafik, skønt fristelsen til at gå i arbejde stor som følge af den udbredte nød i arbejderhjemmene.
Vejle Social-Demokrat kunne fortælle, at en kvindelig indre-missionsk arbejder brød strejken på Konsul Hansens Spinderi. Men det mente man nu nok snart, hun ville blive træt af, for på grund af strejkevagterne måtte hun hjælpes ud af et vindue på fabrikens bagside. Og det er ikke just det behageligste saaledes at blive endevendt nogle Gange daglig. Den Kristelig Fællesforening var meget aktiv for at få arbejderne til at gå i gang igen, men dog ikke med særligt stort held.
Resultatet af den lange strejke blev et kompromis, hvor tekstilarbejderne fik lønforhøjelser, der lå ud over, hvad fabrikantforeningen ellers havde tilbudt. Til gengæld kunne overenskomsten så ikke opsiges førend 1911. Det var ikke lykkedes at komme igennem med en arbejdstidsforkortelse.
Litteratur
- Arbejdernes kulturhistorie i Vejle. 1991. s. 42 f.
- Bomuldsbyen. Tekstilarbejder i Vejle gennem 100 år. 1989
