Tenen
Indholdsfortegnelse
Fiskerige åer
Siden stenalderen har man fisket i åerne og bækkene ved Vejle Købstad. Fra middelalderen og frem satte de privilegerede klasser sig på det indbringende ferskvandsfiskeri i Vejle Å, Grejs Å, Højen Å, Mølholmsbækken o.s.v. efter laksefisk, ål, gedder m.fl. I Vejles ældst kendte privilegier fra 1327 blev fiskeri ikke specifikt nævnt. Da Valdemar Atterdag i 1355 stadfæstede købstadens friheder og nådesbevisninger understregedes det til gengæld, at de gjaldt ”såvel til vands eller i fiskevande som til lands”. Ordlyden kunne indikere, at åfiskeriet allerede i det 14. århundrede var blevet en lukrativ forretning.
”Vejle-ørter”
Det er svært at bevise, om der engang har været en selvreproducerende laksebestand i Vejle- og Grejs Å, men åerne var rige på laksefisk d.v.s. havørreder og bækørreder. Vejle Købstad blev vidt berømt for sine velsmagende ”Vejle-ørreder” (”Vejle-ørter”). I 1520 bestilte dronning Christine (1461-1521) ferske ”Vejle-ørreder”. Af dronningens efterladte regnskaber fremgår, at prisen for to ørreder svarede til prisen på en ko. I de følgende århundreder blev ”Vejle-ørreder” nævnt som en af købstadens specialiteter i topografiske skrifter.
Tenefiskeriet frem til 1798
Tener var et udbredt redskab til at fange ørreder i danske åer. En afspærring i åen af træ tvang ørrederne til at svømme ind i tragtformede åbninger, hvor de blev fanget i tremmekasser. I åerne i Vejle Købstad blev der opført hele otte tener. Den vigtigste var kongens tene ved Brohøl i Sønderåen neden for Fiskergade, idet man her kunne fange flest havørreder, når de vandrede opstrøms i deres fødeå efter et ophold i det salte hav. Kongen overlod det til sin lensmand på Koldinghus at bestyre tenen. Lensmanden bortforpagtede fiskeriet til lokale rigmænd. Borgmestre, rådmænd, købmænd og omegnens adel kappedes om at forpagte kongens tene. Sognepræsten havde ret til søndagsfiskeriet i kongens tene samt Vejle Vandmølles tene. I 1500-tallet blev kronens tene flyttet ud i engene vest for købstaden, hvor Rosborg tidligere havde ligget. Efterhånden lukkede købstadens øvrige tener, så kun kongens tene var tilbage. På grund af den dengang mellem 30 til 60 meter brede, lavvandede Sønderås hyppige tilsandinger kunne udbyttet af tenefiskeriet svinge meget. De privilegerede klasser fastholdt sig dog retten til ferskvandsfiskeriet frem til 1798, hvor fire Vejle-fiskere overtog tenen ved Rosborg af ejeren til Lerbæk Gods.
Tenens nedlæggelse
I 1800-tallet genoptog Vejle Vandmølle en kort overgang ørredfiskeriet i Mølleåen. Samtidig begyndte lystfiskeri som rekreativ fritidsaktivitet at vinde frem herhjemme. Lystfiskeriet kom også til Vejles åer, og i 1926 dannedes den første forening kaldet Vejle Lystfiskerforening (i dag Vejle Sportsfiskerforening). De organiserede lystfiskere var ikke begejstrede over, at havørrederne hindredes i at vandre opstrøms af tenen ved Rosborg. Deres drøm om en teneløs å gik først i opfyldelse i 1942 i forbindelse med det storstilede, statsstøttede projekt med at inddige, kunstig afvande og opdyrke 37 hektar af Kongens Kær. Teneejerne, fiskeeksportør Christensen og dennes søster, fik 18.000 kr. i erstatning for at opgive tenen. For lystfiskerne var det en glædens dag, mens mange historisk interesserede vejlensere begræd et af købstadens ældste erhvervs endeligt.
Litteratur
Marius Hansen: Vejle Amts Aarbog, 1941. Hvidtfeldt: Vejle Amts Aarbog, 1932-33. Kieffer-Olsen & Madsen: Vejles Historie 1, 1997. C.V. Petersen: Vejle Bys Historie, 1927. Holmans Herreds Tingbog, 26.03.1666.
