Vingsted Historiske Værksted

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Fotograf: Anna-Grethe Hedegaard Andersen. Foto: Vejle Stadsarkiv

Vingsted Historiske Værksted (VHV) blev etableret i 1976 på et ca. 10 ha stort statsejet område ved Vingsted Sø. I 1856 havde man opdaget, at søen gemte på et offerfund fra Jernalderen bestående af en stor samling våben fra et drabeligt slag.

Grundlæggelsen af VHV skete i et tæt samarbejde mellem Egtved Kommune, Vejle Amt og Fredningsplanudvalget for Vejle Amt. I første omgang var der tale om et forsøgsprojekt, som skulle vare til 31. dec. 1978.

Børn skulle ikke kun lære om fortiden i klasseværelset. Det var visionen bag VHV at tilbyde et mere praktisk orienteret undervisningsmiljø, hvor eleverne havde mulighed for at opleve, hvordan man selv skaffede sig de mest basale livsfornødenheder som brænde, byggede en ovn til madlavning eller en beskyttende bolig, som mennesker gjorde i jernalderen. Forståelse for fortidens livsvilkår var en af de vigtigste grunde til at skabe Vingsted Historiske Værksted. I den forbindelse havde initiativtagerne skelet til et andet historisk værksted, nemlig Lejre, for at få inspiration til arbejdet og det bedst mulige afsæt for formidlingsarbejdet.

Det første år var det kun elever fra Egtved Kommune, der kunne bruge VHV. Siden blev der lukket op for alle elever i Vejle Amt. Oplevelserne i Jernaldermiljøet havde haft den sideeffekt, at eleverne lavede mundtligt og skriftligt arbejde om opholdet, når de igen mødte ind på skolen. På den måde virkede et ophold i jernaldermiljøet også positivt ind i elevernes arbejde og læring i klasselokalet.

Folkene bag Vingsted Historiske Værksted havde tænkt stort siden grundlæggelsen. Det så man i et udkast til en VHV-brochure fra 1978, hvor man allerede dér kunne se de mange muligheder for aktiviteter, som værkstedet kunne bidrage med. Her blev nævnt husholdning, landbrug, husbygning, håndværk og husflid, som emner man tilbød til skolerne. Man havde virkeligt øje for, hvordan livet i jernalderen kunne bidrage med megen nyttig lærdom for nutidens skoleelever. VHV´s skriftlige publikationer blev efterhånden til supplerende undervisningsmaterialer for lærerne, således at de kunne lave den bedst mulige forberedelse før opholdet i jernaldermiljøet. Vingsted Historiske Værksted havde sammen med skolerne haft Undervisningsministeriets historielæseplan som omdrejningspunkt for undervisningen for at nå et højt fagligt niveau.

Lærer Jan Guldmann Ipsen var værkstedets første pædagogiske medarbejder, og således varetog han den daglige faglige og pædagogiske ledelse. I de første mange år udførte han dette arbejde på deltid. Det var først i slutningen af 1990’erne, at Jan Ipsen blev fuldtidsleder af Vingsted Historiske Værksted. Han var et centralt omdrejningspunkt i hele VHV´s eksistensperiode frem til 2018, da han stoppede som leder ved værkstedet.

I værkstedets tidligste år havde man ikke sin egen administration. Den blev derimod varetaget af Amtscentralen for Undervisningsmidler under ledelse af Viggo Haahr. Amtscentralen i Vejle fungerede som sekretariat for værkstedet og modtog ligeledes tilmelding til skoleophold og lærerkurser samt trykning og udsendelse af meddelelser. Viggo Haahr havde ligesom mange andre visionære skolefolk været med helt fra begyndelsen i forhold til at grundlægge Vingsted Historiske Værksted. Her kunne bl.a. nævnes amtskonsulent for folkeskolen, Henning Møller, viceskoleinspektør, Reiner Larsen, Ødsted, samt lærer Kamma Varming, Fredericia, fra Dansk Historielærerforening. Efter etableringen af værkstedet fortsatte Viggo Haahr og Henning Møller i værkstedets administrationsudvalg, som bestod af medlemmer med lederstatus fra stat, amt og kommune. Samtidig havde der i hele værkstedets tid været en stor skare af både medarbejdere og frivillige uden hvem, det ikke har været muligt at udvikle VHV til det, som værkstedet er i dag.

I 1986 begyndte istandsættelsen og nyindretningen af Vingsted Mølle. Arbejdet blev afsluttet i 1992, således at der nu var skabt rum for udfoldelse af forskellige værkstedsaktiviteter inden for metal, træ, tekstil og ler.

Med tiden har Vingsted Historiske Værksted udviklet sig til meget mere end til at være fortidsformidler for skoler og elever. Det er karakteristisk for stedet, at der er arrangeret mange forskellige ting, som har passet til forskellige brugeres behov. F.eks. har der været afholdt familielejre i sommerferien, hvor forældre og børn har kunnet opleve fortidens vingesus uden moderne bekvemmeligheder. Der er ligeledes et smedelav, hvor deltagerne kan arbejde med og forme metal til forskellige redskaber. Det er ikke kun været Vejle Amt, der har nydt godt af VHV. Værkstedet har været i tæt kontakt og samarbejdet med de øvrige historiske værksteder i landet, men ikke nok med det, så har der også været kontakt og samarbejde med et hollandsk ditto. Derudover har VHV også lavet sommerarrangementer for Mellemfolkeligt Samvirke. Efter nedlæggelsen af Vejle Amt i 2006 og kommunesammenlægningen kom VHV ind under Vejle Kommune. Siden 2012 har værkstedet været en del af Vejlemuseerne.


Kilder

A9029 Vingsted Historiske Værksted - Vejle Stadsarkiv.