Forskel mellem versioner af "Vejle Svendehjem"
Totte (diskussion | bidrag) |
Totte (diskussion | bidrag) |
||
| Linje 18: | Linje 18: | ||
Sloemann opfordrede Vejles håndværkermestre, håndværkersvende og vejlensere med forretnings- eller familiemæssige relationer til håndværkersvendene til at støtte op økonomisk om oprettelsen af Vejle Svendehjem og understøttelseskassen. De fremmødte tilhørere stillede flere spørgsmål bl.a. om, hvordan man skulle behandle udenlandske svende, og om en bortrejsende svend burde modtage 50 øre kontant, eller det var bedre at give ham en jernbanebillet, så man var sikker på han forlod byen. [[Pastor Mønster var ligeledes bekymret for, om man risikerede at øde støtte til uhæderligere vagabonder i stedet for værdigt trængende svende. Sloemann og hans støtter talte godt for deres sag, og de kunne bl.a. pege på statistikker, der viste at antallet af omrejsende svende faldt, i de byer hvor der var oprettet svendehjem. Forsamlingen endte derfor efter en del forhandling med enstemmigt at vedtage de på forhånd udtænkte vedtægter. Til bestyrelsen valgtes såvel folk udenfor håndværkerstanden, håndværkere og svende: kandidat Sloemann, købmand E. Brincker, sagfører Nielsen, jernstøber Rasmussen, [[tømrer Bruun]], [[buntmager Holm]], [[garver Seligmann]], [[garversvend Eriksen]], typograf Rees, [[drejersvend Henriksen]] og murersvend Poulsen. | Sloemann opfordrede Vejles håndværkermestre, håndværkersvende og vejlensere med forretnings- eller familiemæssige relationer til håndværkersvendene til at støtte op økonomisk om oprettelsen af Vejle Svendehjem og understøttelseskassen. De fremmødte tilhørere stillede flere spørgsmål bl.a. om, hvordan man skulle behandle udenlandske svende, og om en bortrejsende svend burde modtage 50 øre kontant, eller det var bedre at give ham en jernbanebillet, så man var sikker på han forlod byen. [[Pastor Mønster var ligeledes bekymret for, om man risikerede at øde støtte til uhæderligere vagabonder i stedet for værdigt trængende svende. Sloemann og hans støtter talte godt for deres sag, og de kunne bl.a. pege på statistikker, der viste at antallet af omrejsende svende faldt, i de byer hvor der var oprettet svendehjem. Forsamlingen endte derfor efter en del forhandling med enstemmigt at vedtage de på forhånd udtænkte vedtægter. Til bestyrelsen valgtes såvel folk udenfor håndværkerstanden, håndværkere og svende: kandidat Sloemann, købmand E. Brincker, sagfører Nielsen, jernstøber Rasmussen, [[tømrer Bruun]], [[buntmager Holm]], [[garver Seligmann]], [[garversvend Eriksen]], typograf Rees, [[drejersvend Henriksen]] og murersvend Poulsen. | ||
| − | Fra begyndelsen havde bestyrelsen under drivkræften kandidat Sloemanns ledelse problemer med at ryste penge ud af Vejles håndværkermestre. Man måtte derfor i december 1884 nøjes med at leje en stueetage i [[vognmand Mønsters gård]] i [[Jernbanegade]] til det nye Vejle Svendehjem. Lejligheden bestod af en tofagsopholdsstue og en trefagssovestue med plads til fem svende. Stuerne var tarvelig møblerede men renlige. Køkkenet fandtes i vognmandens lejlighed. Til vært antog man fhv. hotelkarl på [[Brandts Hotel]] Rasmussen. | + | |
| + | Fra begyndelsen havde bestyrelsen under drivkræften kandidat Sloemanns ledelse problemer med at ryste penge ud af Vejles håndværkermestre. Man måtte derfor i december 1884 nøjes med at leje en stueetage i [[vognmand Mønsters gård]] i [[Jernbanegade]] til det nye Vejle Svendehjem. Lejligheden bestod af en tofagsopholdsstue og en trefagssovestue med plads til fem svende. Stuerne var tarvelig møblerede men renlige. Køkkenet fandtes i vognmandens lejlighed. Til vært antog man fhv. hotelkarl på [[Brandts Hotel]] Rasmussen. | ||
| + | |||
Den 26. januar 1885 meddelte bestyrelsen i [[Vejle Amts Folkeblad]], at 72 svende havde gæstet det nyoprettede Vejle Svendehjem og boet her et døgn. Kun få af de omrejsende svende havde fundet beskæftigelse i byen i denne sæsonmæssige arbejdsløshedstid. Med bespisning kostede hver svend foreningen 1,90 kr. Kassen bugnede ikke med penge, så bestyrelsen opfordrede flere håndværkermestre til at yde støtte. | Den 26. januar 1885 meddelte bestyrelsen i [[Vejle Amts Folkeblad]], at 72 svende havde gæstet det nyoprettede Vejle Svendehjem og boet her et døgn. Kun få af de omrejsende svende havde fundet beskæftigelse i byen i denne sæsonmæssige arbejdsløshedstid. Med bespisning kostede hver svend foreningen 1,90 kr. Kassen bugnede ikke med penge, så bestyrelsen opfordrede flere håndværkermestre til at yde støtte. | ||
| + | |||
Bred støtte til Vejle Svendehjem fra Vejles håndværkere kom først efter Sloemann forlod byen og [[tømrermester I.M. Bruun]] overtog formandsskabet. I sommeren 1887 arrangerede Bruun en todages fest i [[Vejle Skyttehus]] til fordel for svendehjemmet. Udbyttet blev intet mindre end 10.000 kr. brutto. Pengene skulle anvendes til et nyt svendehjem. Det nye svendehjem fik til huse i [[Kapelgade]]. | Bred støtte til Vejle Svendehjem fra Vejles håndværkere kom først efter Sloemann forlod byen og [[tømrermester I.M. Bruun]] overtog formandsskabet. I sommeren 1887 arrangerede Bruun en todages fest i [[Vejle Skyttehus]] til fordel for svendehjemmet. Udbyttet blev intet mindre end 10.000 kr. brutto. Pengene skulle anvendes til et nyt svendehjem. Det nye svendehjem fik til huse i [[Kapelgade]]. | ||
| + | |||
I Vejle Vejviseren 1901 kan man læse, at svendene nu også havde mulighed for at betale for medlemskab af en sygekasse. Indbefattet sygekassekontingentet kostede det en ugift svend en kr. om måneden at være medlem af foreningen Vejle Svendehjem. Arbejdsgiverne betalte 50 øre i medlemskontingent. Svendehjemmets vært var nu [[byrådsmedlem J. Nielsen]]. Formand for bestyrelsen var [[J. W. Bierregaard]]. | I Vejle Vejviseren 1901 kan man læse, at svendene nu også havde mulighed for at betale for medlemskab af en sygekasse. Indbefattet sygekassekontingentet kostede det en ugift svend en kr. om måneden at være medlem af foreningen Vejle Svendehjem. Arbejdsgiverne betalte 50 øre i medlemskontingent. Svendehjemmets vært var nu [[byrådsmedlem J. Nielsen]]. Formand for bestyrelsen var [[J. W. Bierregaard]]. | ||
| + | |||
I 1903 fik Vejle endnu et hjem for de omrejsende svende nemlig [[Aktieselskabet Kristeligt Svendehjem i Vejle]]. På papiret var det kristelige svendehjem en unfair konkurrent til Vejle Svendehjem, for det husede og bespiste de omrejsende svende ganske gratis. Problemet med de arbejdsløse omrejsende svende var imidlertid så stort, at begge svendehjem ikke manglede gæster. | I 1903 fik Vejle endnu et hjem for de omrejsende svende nemlig [[Aktieselskabet Kristeligt Svendehjem i Vejle]]. På papiret var det kristelige svendehjem en unfair konkurrent til Vejle Svendehjem, for det husede og bespiste de omrejsende svende ganske gratis. Problemet med de arbejdsløse omrejsende svende var imidlertid så stort, at begge svendehjem ikke manglede gæster. | ||
| + | |||
[[Laurits Emil Nielsen]] (f. 24.10.1858 i Vejle) løste i 1883 borgerskab som bager i Vejle. Den 15. oktober 1906 ombyttede han borgerskabet til gæstgiver for Vejle Svendehjem uden ret til udskænkning af spirituosa. Han erfarede hurtigt, at uhæderlige vagabonder frekventerede gæstgiveriet og indsmuglede brændevin. Det havde en uheldig indflydelse på svendehjemmets hæderlige svende. Derfor ansøgte han i januar 1907 [[Vejle Byråd]] om tilladelse til at måtte skænke to snapse per mand til svendene til måltiderne – og kun til måltiderne. [[Politimester Rasmussen]] var bestemt ikke begejstret for anmodningen. Han var godt bekendt med at vagabonderne indsmuglede brændevin i pæglevis på svendehjemmet og drak sig fulde i smug. At udskænkning af mere snaps skulle kunne løse dette problem fandt han dog ganske utroligt. | [[Laurits Emil Nielsen]] (f. 24.10.1858 i Vejle) løste i 1883 borgerskab som bager i Vejle. Den 15. oktober 1906 ombyttede han borgerskabet til gæstgiver for Vejle Svendehjem uden ret til udskænkning af spirituosa. Han erfarede hurtigt, at uhæderlige vagabonder frekventerede gæstgiveriet og indsmuglede brændevin. Det havde en uheldig indflydelse på svendehjemmets hæderlige svende. Derfor ansøgte han i januar 1907 [[Vejle Byråd]] om tilladelse til at måtte skænke to snapse per mand til svendene til måltiderne – og kun til måltiderne. [[Politimester Rasmussen]] var bestemt ikke begejstret for anmodningen. Han var godt bekendt med at vagabonderne indsmuglede brændevin i pæglevis på svendehjemmet og drak sig fulde i smug. At udskænkning af mere snaps skulle kunne løse dette problem fandt han dog ganske utroligt. | ||
| + | |||
Ægteparret Karoline og [[Hans Jørgen von Qualen]] overtog i 1939 bestyrelsen af svendehjemmet i Kapelgade. Han var fhv. gørtler og født i Nørup. Ægteparret fik svendehjemmet istandsat året efter. De bestyrede det frem til 1958. | Ægteparret Karoline og [[Hans Jørgen von Qualen]] overtog i 1939 bestyrelsen af svendehjemmet i Kapelgade. Han var fhv. gørtler og født i Nørup. Ægteparret fik svendehjemmet istandsat året efter. De bestyrede det frem til 1958. | ||
Nuværende version fra 10. jun 2018, 17:21
I et forsøg på at bekæmpe udenlandske lavsskikke ophævede den danske stat i 1794 pligten til at håndværkersvende skulle drage på valsen (d.v.s. vandring fra by til by i søgning efter arbejde). Skikken fortsatte dog op igennem 1800-tallet p.g.a. bl.a. arbejdsløshed og lavkonjunktur. Da der ofte intet arbejde var at finde, måtte de vandrende svende ernære sig ved betleri, eller den understøttelse (Geschenk i form af penge) de kunne kræve af de håndværkerlav, der ikke kunne tilbyde dem arbejde. Dette tiggeri blev en plage for byerne. Man dæmoniserede det man anså for arbejdsuvillige vagabonder, der levede af tiggeri, i modsætning til de ærlige omrejsende svende som vitterligt søgte arbejde. Forordningen af 1828 forbød alle slags betleri, og man indførte en såkaldt vandrebog, som svendene skulle forevise hos politiet ved ankomsten til en ny by. Var der her intet arbejde at få, skulle svenden drage videre efter få dage med en notering fra politiet i vandrebogen om, hvilken by han nu skulle begive sig til.
En kancelliplakat af 23. oktober 1835 forbød danske svende at drage udenlands, sikkert fordi man frygtede, at de revolutionære ideer skulle sprede sig til Danmark. Forbuddet standsede dog ikke udenlandsrejserne, hvor danske svende lærte om arbejdernes organisering.
Næringsloven af 1857 fratog håndværkerlavene deres monopol og gav alle ret til frivilligt at aflægge svendeprøve i håndværkerfagene. I Vejle havde møllebygger Bertelsen og malermester Weiss allerede i vinterhalvåret 1855/56 åbnet en Håndværker-Tegneskole, som skulle blive forløberen for Vejle Tekniske Skole.
En lov i 1875 ophævede håndværkersvendenes ret til at nyde understøttelse (Geschenk) på de værksteder, hvor de forgæves søgte arbejde. Fire år senere begyndte flere byer at indføre hjælpekasser for at hjælpe de hæderlige rejsende svende, men da flere byer oplevede et voldsomt stigende antal besøg, løste det ikke problemet med tiggeriet. Når svendene havde held til at tigge sig til en mønt, blev den ofte brugt på brændevin med ballade til følge. Politimestrene besluttede derfor på et møde i 1881 at øve streng kontrol med de rejsende svende og ufortøvet at hjemsende til fattigvæsenet enhver, der efter politiets mening var i besiddelse af for få rejsepenge.
Tankerne om at oprette svendehjem herhjemme opstod i slutningen af 1880. Formålet var at hjælpe hæderlige svende med nattelogi og et måltid mad. Modsat de nyoprettede hjælpekasser skulle et ophold på svendehjemmet ikke betragtes som en almisse, men som noget en ædruelig svend kunne kræve som sin ret.
Kolding stiftede i 1884 som den første by i trekantsområdet en forening til oprettelse af et svendehjem. Kort efter fulgte Vejle, hvor cand.phil. Slomann var drivkræften. Efter positive møder i håndværker- og håndværkssvendeforeningen indkaldte Slomann, købmand E. Brincker, hattemager Christensen, skræddersvend J. Jensen, murersvend Jens Jensen, tobakspinder J. Klingenworth, typograf Kofoed, murermester Chr. Michelsen, typograf Rees, sagfører J. Nielsen, urmager A.A. Petersen, murermeste Erik Petersen, jernstøber Rasmussen, drejersvend Sander, garver A. Seligmann og bødkersvend A. Sørensen til et møde på Vejle Rådhus den 1. september 1884. På mødet holdt Slomann et længere foredrag for de godt 200 forsamlede om de rejsende svendes historie, hvorefter han forklarede formålet med at stifte en forening til oprettelse af et svendehjem og en understøttelseskasse til rejsende svende. Det handlede om hjælp til selvhjælp:
”Den paatænkte Forening skal nærmest være en Slags Assuranceforening, hvori Svenden gjør Indskud, og hvoraf han igjen kan hæve sin Understøttelse, naar han kommer til en By, der har en lignende Forening. Forøvrigt skal der være et bestemt Sted her i Byen, hvor Svenden kan søge til og have sit Tilhold, mens han faar undersøgt, om der er Arbejde for ham i Byen, og maaske kunde hjemmet endvidere være Anvisningskontor, der kunde anvise Svenden den eller de Mestre, som have Arbejde ledigt.”
Sloemann opfordrede Vejles håndværkermestre, håndværkersvende og vejlensere med forretnings- eller familiemæssige relationer til håndværkersvendene til at støtte op økonomisk om oprettelsen af Vejle Svendehjem og understøttelseskassen. De fremmødte tilhørere stillede flere spørgsmål bl.a. om, hvordan man skulle behandle udenlandske svende, og om en bortrejsende svend burde modtage 50 øre kontant, eller det var bedre at give ham en jernbanebillet, så man var sikker på han forlod byen. [[Pastor Mønster var ligeledes bekymret for, om man risikerede at øde støtte til uhæderligere vagabonder i stedet for værdigt trængende svende. Sloemann og hans støtter talte godt for deres sag, og de kunne bl.a. pege på statistikker, der viste at antallet af omrejsende svende faldt, i de byer hvor der var oprettet svendehjem. Forsamlingen endte derfor efter en del forhandling med enstemmigt at vedtage de på forhånd udtænkte vedtægter. Til bestyrelsen valgtes såvel folk udenfor håndværkerstanden, håndværkere og svende: kandidat Sloemann, købmand E. Brincker, sagfører Nielsen, jernstøber Rasmussen, tømrer Bruun, buntmager Holm, garver Seligmann, garversvend Eriksen, typograf Rees, drejersvend Henriksen og murersvend Poulsen.
Fra begyndelsen havde bestyrelsen under drivkræften kandidat Sloemanns ledelse problemer med at ryste penge ud af Vejles håndværkermestre. Man måtte derfor i december 1884 nøjes med at leje en stueetage i vognmand Mønsters gård i Jernbanegade til det nye Vejle Svendehjem. Lejligheden bestod af en tofagsopholdsstue og en trefagssovestue med plads til fem svende. Stuerne var tarvelig møblerede men renlige. Køkkenet fandtes i vognmandens lejlighed. Til vært antog man fhv. hotelkarl på Brandts Hotel Rasmussen.
Den 26. januar 1885 meddelte bestyrelsen i Vejle Amts Folkeblad, at 72 svende havde gæstet det nyoprettede Vejle Svendehjem og boet her et døgn. Kun få af de omrejsende svende havde fundet beskæftigelse i byen i denne sæsonmæssige arbejdsløshedstid. Med bespisning kostede hver svend foreningen 1,90 kr. Kassen bugnede ikke med penge, så bestyrelsen opfordrede flere håndværkermestre til at yde støtte.
Bred støtte til Vejle Svendehjem fra Vejles håndværkere kom først efter Sloemann forlod byen og tømrermester I.M. Bruun overtog formandsskabet. I sommeren 1887 arrangerede Bruun en todages fest i Vejle Skyttehus til fordel for svendehjemmet. Udbyttet blev intet mindre end 10.000 kr. brutto. Pengene skulle anvendes til et nyt svendehjem. Det nye svendehjem fik til huse i Kapelgade.
I Vejle Vejviseren 1901 kan man læse, at svendene nu også havde mulighed for at betale for medlemskab af en sygekasse. Indbefattet sygekassekontingentet kostede det en ugift svend en kr. om måneden at være medlem af foreningen Vejle Svendehjem. Arbejdsgiverne betalte 50 øre i medlemskontingent. Svendehjemmets vært var nu byrådsmedlem J. Nielsen. Formand for bestyrelsen var J. W. Bierregaard.
I 1903 fik Vejle endnu et hjem for de omrejsende svende nemlig Aktieselskabet Kristeligt Svendehjem i Vejle. På papiret var det kristelige svendehjem en unfair konkurrent til Vejle Svendehjem, for det husede og bespiste de omrejsende svende ganske gratis. Problemet med de arbejdsløse omrejsende svende var imidlertid så stort, at begge svendehjem ikke manglede gæster.
Laurits Emil Nielsen (f. 24.10.1858 i Vejle) løste i 1883 borgerskab som bager i Vejle. Den 15. oktober 1906 ombyttede han borgerskabet til gæstgiver for Vejle Svendehjem uden ret til udskænkning af spirituosa. Han erfarede hurtigt, at uhæderlige vagabonder frekventerede gæstgiveriet og indsmuglede brændevin. Det havde en uheldig indflydelse på svendehjemmets hæderlige svende. Derfor ansøgte han i januar 1907 Vejle Byråd om tilladelse til at måtte skænke to snapse per mand til svendene til måltiderne – og kun til måltiderne. Politimester Rasmussen var bestemt ikke begejstret for anmodningen. Han var godt bekendt med at vagabonderne indsmuglede brændevin i pæglevis på svendehjemmet og drak sig fulde i smug. At udskænkning af mere snaps skulle kunne løse dette problem fandt han dog ganske utroligt.
Ægteparret Karoline og Hans Jørgen von Qualen overtog i 1939 bestyrelsen af svendehjemmet i Kapelgade. Han var fhv. gørtler og født i Nørup. Ægteparret fik svendehjemmet istandsat året efter. De bestyrede det frem til 1958.
Litteratur
Vejle Byrådssager 29/1907 & 48/1907.
Vejle Vejviseren 1901.
Næringsloven 1857.
Vejle Stadsarkivs udklipssamling: U5204 & U5206.
Vejle Amts Folkeblad (28.04.1884, 02.09.1884, 16.12.1884, 26.01.1885, 25.11.1890), Skive Folkeblad (10.06.1997).
Kolding Svendehjem – koldingwiki.dk
