Lis Jacobsen
Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jøde og historiker. Han havde nære venskabelige forbindelser med datidens kulturradikale åndsliv centreret omkring brødrene Brandes (Georg og Edvard) og historikeren Kristian Erslev. Marcus Rubin, der senere blev nationalbankdirektør, vakte omkring 1910 stærk opstandelse i nationale kredse ved at hævde sig i den nationalpolitiske debat syd for Kongeåen i det tabte Sønderjylland.
I 1903 giftede Elisabeth Rubin sig med den jyske bondesøn, filolog og historiker Jacob Peter Jacobsen fra Ulkær i Sindbjerg Sogn. Giftermålet var en mildest talt umage forbindelse mellem storbyen og landet, mellem radikal intellektualisme og den jordfæstede, danske almuekultur. Om københavnerpigens møde med provinsen repræsenteret ved landsbyen Ulkær og den urbane, jødiske kulturs møde med den protestantiske kristendom har Lis Jacobsen berettet i Vejle Amts Folkeblad den 6. december 1930 og 18. februar 1957.
Lis Jacobsen brød eftertrykkeligt med datidens normer for kvinders beskæftigelse ved at tage en større uddannelse. Den velbegavede pige tog først lærereksamen fra Zahles Seminarium, og året efter begyndte hun på studiet af nordiske sprog ved Københavns Universitet. Hun fik universitetets guldmedalje i 1908 for kort efter at tage magistergraden. I 1910 blev hun dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs udvikling. Lis Jacobsen blev dermed Danmarks første kvindelige doktor i nordisk filologi og en af de første, danske kvinder, der overhovedet tog doktorgraden. I 1911 tog hun initiativ til oprettelsen af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som hun selv blev formand for indtil 1931. Frem til 1951 var hun en dynamisk medarbejder for selskabet, og i denne funktion blev hun de moderne, danske ordbøgers moder ved udarbejdelsen af den danske ordbog i 28 bind fra 1918-1956. Hun stod også som ophavsmand bag Nudansk Ordbog i 1951. Hun tog endvidre initiativet til storværket "Kulturhistorisk Leksikon for Danmarks Middelalder", der var et fællesnordisk projekt.
I kraft af ægteskabet med Jacob Peter Jacobsen stiftede Lis Jacobsen bekendtskab med slægtsgården Salemgård i Ulkær, hvor hans mor, Nielsine, levede til sin død i 1911. Sammen fik de to døtre, Grete og Karen Jacobsen i henholdsvis 1904 og 1905. Jacob følte et stærkt tilhørsforhold til gården og slægten, hvorfor ideen om at bygge et sommerhus tæt ved gården undfangedes. I 1917-18 blev Bredhøj bygget, og derfra var og er der en storslået udsigt over det østjyske marklandskab. Jacob fik dog ikke megen glæde af den nye sommerbolig, eftersom han den 10. september 1918 døde, kun 48 år gammel. Med J. P. Jacobsens død stod Lis Jacobsen tilbage som enke i en alder af 36 år og med to piger i alderen 13-14 år. Livet som enke medfører dog på ingen måde en tilbagetrækning fra det offentlige liv. I 1912 havde hun vakt opsigt og forargelse ved et foredrag om kvindens moderne rolle i Dansk Kvindesamfund. Dette samfundsanliggende forblev Lis Jacobsens hovedinteresse i den offentlige debat i mellemkrigstiden.
Under Danmarks besættelse måtte hun som jøde flygte til Sverige i 1943. I de første år efter krigen involverede Lis Jacobsen sig i Sydslesvig-spørgsmålet, hvor hun indtog et ret så dansk-nationalt synspunkt. En holdning, der stod i klar kontrast til faderen, Marcus Rubins, kulturradikale udgangspunkt om ikke at fornærme og udfordre Tyskland unødigt. Da hun i 1952 fyldte 70 år, blev hun behørigt hyldet med et festskrift, hvori over 500 videnskabsmænd, herunder Niels Bohr, politikere og højskoleforstandere fra hele Norden medvirkede.
Den 18. juni 1961 døde Lis Jacobsen knap 80 år gammel. Hun havde da været enke i næsten 43 år. Hun blev begravet på Sindbjerg Kirkegård, hvor hendes mand var stedt til hvile i "fædrenes jord", som der står skrevet på den høje gravsten. Lis Jacobsen overlevede ulykkeligvis datteren Grete Jacobsen, der døde i 1953. Hun var forlagsleder i København. Lis Jacobsen blev tillige stedt til hvile i "fædrenes jord" og tilsluttede sig derved symbolsk J. P. Jacobsens hengivenhed for slægten og hjemstavnen. I 1989 blev den anden datter, Karen Jacobsen, der var tegner, også gravsat i fædrenes jord. Dermed fik dr.phil. J. P. Jacobsen og dr.phil. Lis Jacobsen, to særprægede menneskeskæbner, deres sidste hvilested ved en jysk landsbykirke (Sindbjerg Kirke).
Litteratur
- Vejle Amts Folkeblad 1930 og 1957
- Kristian Hvidt: Forsker, furie, frontkæmper - en bog om Lis Jacobsen, Gyldendal 2011
