Jacob Peter Jacobsen
Jacob Peter Jacobsen blev født den 13. december 1869 på slægtsgården Salemgård i Ulkær, Sindbjerg Sogn. Hans far, Hans Jacobsen, flyttede gården ud fra landsbyen og døbte gården Salemgård efter det hebraiske ord "Salem", der betyder fred. Faderen var stærkt præget af den gudelige bevægelse de stærke jyder, men blev med tiden i stigende påvirket af Grundtvigs åndelige tanker. Han deltog i det berømte slag på Isted Hede den 25. juli 1850, det sidste reelle slag i Treårskrigen mod slesvig-holstenerne.
Jacob udviklede sig til en meget videbegærlig dreng, og i 1884 blev han sendt til Viborg Katedralskole. På skolen blev han gode venner med Peter Munch, den senere radikale toppolitiker og bl.a. udenrigsminister 1929-40, og Aage Friis, historieprofessor in spe. Ved Københavns Universitet studerede han historie, fransk og latin. I studieårene i hovedstaden blev det til mange breve og besøg i Ulkær. Som jysk bondestudent befandt han sig i et spændingsforhold mellem det intellektuelle, urbane miljø og så bondekultur, han havde rod i. Dette skisma udartede sig i, at nok blev J. P. Jacobsen videnskabsmand, men livet igennem fastholdt forbindelsen til landbosamfundet og dets værdier. Han var stolt af Salemgård, der i hans ungdomsår havde været i slægtens eje i over 200 år. Hans tilknytning til gården og egnen fremgår af nogle breve fra de første studieår i København (1889-92) til hjemmet i Ulkær, og som blev offentliggjort af datteren Grete Jacobsen og trykt i "Jul i Vejle" 1948. I Jacobs studietid blev familien hårdt ramt af sygdom. Faderen døde i 1892, og både hans bror og søster lå alvorligt syge. Han tog derfor hjem til gården, som han i denne tid drev sammen med moderen. Hver dag gik han de 10 kilometer fra Ulkær til Vejle for at besøge broren på sygehuset. J. P. Jacobsen fik universitetets guldmedalje i 1897, og i 1903 fik han doktorgraden. Hans i vide kredse påskønnede doktordisputats var om "Det komiske Dramas Oprindelse og Udvikling i Frankrig før Reformationen".
Filologen og historikeren J. P. Jacobsen blev i sit videnskabelige arbejde optaget af den oprindelige kristendom og dens tilknytning til almuens åndelige forestillinger. Den religiøse udvikling i oldtid og middelalder blev hans hovedinteresse, og i sit hovedværk "Manes, Menneskene og de døde" fremlagdes ideer om en principiel lighed i tilegnelsen af åndelige kundskaber. Ifølge J. P. Jacobsen var bondesamfundets religiøse betydning blevet negligeret i kristen tid. Dr.phil. Lis Jacobsen fortalte til Vejle Amts Folkeblad den 18. februar 1957 om ægtemandens religiøse forestillingsverden, og om hans hjemstavnsfølelse som nærmest værende af religiøs karakter. Første bind af "Manes", det latinske ord for de afdødes sjæle, udkom i 1914, og der var fra J. P. Jacobsens side planlagt flere bind. Uagtet at J. P. Jacobsen tog afstand fra faderens religiøse overbevisninger med sin betoning af den urgamle kristendom, skænkede han i 1917, hundredåret for faderens fødsel, sammen med broren på gården, Kristen Jacobsen, en stor syvarmet sølvlysestage til Sindbjerg Kirke i hjemsognet. På stagen står faderens navn og årstal med tilføjelsen "i taknemlighed" og derefter nogle latinske ord, som J. P. Jacobsen formentlig har forfattet: "manibus sanctis parentum", dvs. til minde om forfædrenes hellige sjæle.
Sommerferierne tilbragte J. P. Jacobsen med sin hustru siden 1903, Lis Jacobsen, på slægtsgården Salemgård i Ulkær. I årene 1904-05 fik parret to døtre. Interessant nok måtte Lis Jacobsen med sin jødiske baggrund føle sig godt til rette på Salemgård, der netop havde sit navn efter det hebraiske sprog.
En overgang så det ud til, at han kunne have fået et professorat i historie ved universitetet, men hans stærke fremhævelse af det jævne folks betydning i "Manes" faldt en del universitetsfolk for brystet. J. P. Jacobsen gik dog ikke på kompromis med sine ideer for at kunne tækkes andre. Han fik en beskeden stilling som sekretær på Danmarks Lærerhøjskole. Den tillod ham at bruge tid på sit videnskabelige arbejde. Han nåede at færdiggøre tredje bind af "Manes" før han i slutningen af august 1918 blev indlagt på Vejle sygehus. Den 10. september 1918 døde han af tuberkulose, blot 48 år gammel. Hans livsværk forblev ufuldendt. Hans eftermæle er den stilfærdige forsker, der befandt sig bedst i studereværelset.
J. P. Jacobsen blev stedt til hvile i slægtens gravsted på Sindbjerg Kirkegård, ”i fædrenes jord”.
Litteratur
- Jul i Vejle 1948
- Vejle Amts Folkeblad 1957
