Grejsdal Kirke

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Grejsdal kirke, 1981

Med den voksende industri i Grejsdalen og den dermed voksende befolkning, havde der gennem længere tid været et meget stort ønske om at få opført en kirke i Grejsdalen, den nærmeste kirke var Hover Kirke, som man måtte tage til for at komme i kirke. I 1938 begyndte planerne for alvor at tage form. Direktør Steen Wittrup fra Th.Wittrups tæppefabrik skænkede en grund til en fremtidig kirke. Man besluttede i 1939 at nedsætte et kirkebyggeudvalg og et indsamlingsudvalg, der skulle indsamle penge, før man begyndte at ansøge om statsstøtte. Men 2. Verdenskrig satte en stopper for byggeplanerne og først efter krigens afslutning kom der atter gang i planerne.

Men de penge man havde indsamlet før krigen slog slet ikke til et kirkebyggeri. Man besluttede derfor i 1952 at ændre planerne, således at man nu ønskede at få en hjælpekirkegård i Grejsdalen og samtidig opføre et kapel. Der blev udskrevet en arkitektkonkurrence, men i 1955 meddelte Kirkeministeriet, at ingen af de indkomne forslag kunne godkendes. Man udskrev derfor en ny arkitektkonkurrence, hvor arkitekt Jens Malling Pedersens forslag endte med at blive det, der vandt.

Den 25. maj 1959 blev grundstenen lagt til kapellet og byggeriet kunne indvies til kirkelige handlinger ved en festgudstjenste d. 22 januar 1961. Herefter var der gudstjenester i kapellet hver anden uge.

Kapellet blev indviet som kirke allerede 4. november 1962.