Smede- og Maskinarbejderforbundet - de første år

Bolteskæreriet ved Vejle Bolte- og Møtrikfabrik, 1906. Svendene på Boltefabrikken blev organiseret i 1900

Allerede tidligt begyndte smedene at organisere sig i Danmark. Louis Pios Internationale Arbejderforening i 1871 havde således en smedesektion. Året efter blev Internationalen forbudt, men 2. september 1873 stiftedes ”Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening af 1873”. Fagforeningen var københavnsk, men også i provinsen kom man efterhånden med, fx i Aarhus 1883 og Aalborg 1885. Den 20. august dannedes så Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund som en sammenslutning mellem de seks smedefagforeninger, der eksisterede på det tidspunkt

Smede-afdeling i Vejle

I 1890 fik Vejle sin egen afdeling af forbundet. Vi ved desværre ikke så meget om afdelingen i de allerførste år. Den første protokol findes nemlig ikke, men i afdelingens arkiv, som opbevares på Vejle Stadsarkiv, findes dog en medlemsfortegnelse fra 1890’erne. Ved Arbejderens Fællesorganisations oprettelse i 1892 var der 24 medlemmer i smede- og maskinarbejderafdelingen. Fem år senere var tallet steget betydeligt. I løbet af 1897 havde der været i alt 104 medlemmer. Af foreningens love, der blev vedtaget på generalforsamlingen den 13. december 1890, fremgår det, at foreningens formål var, at ”samle samtlige Smede og Maskinarbejdere i Vejle og Omegn til en fast Sammenslutning, for paa den Maade at virke hen til en bedre økonomisk Stilling i Samfundet.” Videre ”at styrke Medlemmernes aandelige Evner ved Afholdelse af Diskussionsmøder, Foredrag og Oplæsninger af underholdende og belærende Natur, og, naar Foreningens Midler og Kræfter tillade det, at uddanne Medlemmerne i Fagets Theorier.” Når man går ind i fagforeningens første bevarede protokol, som begynder 1898, må man konstatere, at det er den første del af formålet, der fylder mest. Vel afholdes der bal, udflugter og foredrag, men selve organiseringen og forhandlingerne med byens mestre om priskuranter var det, man talte mest om på bestyrelsesmøder, månedsmøder og de kvartårlige generalforsamlinger. Nedenfor lidt spredte træk fra forhandlingsprotokollen.

Konflikter

Hovedbestyrelsen gav sit samtykke til, at der blev krævet en forhøjelse af lønningerne hos C.M. Hess den 9. marts 1899. Efter en del forhandlinger gik fabrikant Hess med til at forhøje timelønnen til gennemsnitlig 33 øre. Undtaget fra forhøjelsen viste sig imidlertid af være kakkelovnsdrejerne. Hvilket skyldtes at en ”ukollegial Drejer” havde erklæret sig tilfreds med lønnen, som den var. I 1899 udkæmpedes den hidtil mest omfattende arbejdskamp i Danmark. Tusindvis af arbejdere var lock-outet af arbejdsgiverne. Storlockouten 1899 endte med det såkaldte ”September-forlig”, hvor reglerne for arbejdsmarkedets parter blev fastlagt. Lockouten gjaldt i de værksteder, der var tilknyttet Fabrikantforeningen. Derfor måtte de smede, som var i arbejde, yde ekstra tre kroner ugentligt til understøttelse af deres lockoutede kammerater. Værkstedernes forskellige forhold under konflikten kunne også komme til udtryk på følgende måde: ”Bresendorf oplyste at Hess havde forsøgt at faa Arbejde lavet hos Svanberg men at det ved et Tilfælde var bleven opdaget og Svendene nægtede at lave det da det var Skruebrækkerarbejde. Til slut maate Mester Svanberg selv lave det.” (10. juni 1899) Ligeledes skinner sarkasmen tydeligt igennem i en indførsel i protokollen i forbindelse med generalforsamlingen 22. juli 1899: ”Der forelaa nogle af Arbejdsgivernes Bønskrifter om Hjælp i deres fortvivlede Kamp.”

Hjælpekasse og strejke

I 1904 vedtog fagforeningen på forslag fra P. Loft at oprette en hjælpekasse. Under sygdom ville medlemmerne fremover modtage fem kroner om ugen i understøttelse. Finansieringen af denne hjælp blev tilvejebragt gennem en forhøjelse af kontingentet til 85 øre pr. uge. 1905 blev året med den store tekstilarbejderstrejke, hvilket da også foranledigede, at Smede- og Maskinarbejderforbundet ydede bidrag til tekstilarbejdernes strejkekasse. Ligeledes blev der sat støtteindsamlinger i gang på de forskellige værksteder. Men Smede- og Maskinarbejder-fagforeningen havde dette år også sin egen konflikt. Den 1. marts blev de stillede lønkrav afvist af mestrene, og smedene gik i strejke. Protokollen indeholder imidlertid ikke oplysninger om, hvilke krav, smedene havde stillet. Men i Vejle Social-Demokrat, den 13. marts 1905 meddeles, at mestrene havde nægtet at gå med til lønforhøjelse på 2 øre pr. time, hvorfor arbejdet var nedlagt hos smedemesterforeningens medlemmer. ”Arbejdsstandsningen omfatter 6 Mand”. Den 16. marts 1905 opfordrede forbundet til at gå i arbejde igen pga. forhandlinger, men det ville smedene ikke gå med til. Der kom da heller ikke noget resultat ud af de forhandlinger. Den 23. marts tilbød mestrene en øre mere i timen, men det blev afslået ”idet man paany henviste til de Øvrige Lønninger Her i Byen.” Smedenes standhaftighed gav resultat. Den 28. marts er noteret i forhandlingsprotokollen: ”Skrivels fra Mestrene om at de gik ind paa vores Fordringer, hvor efter det vedtoges at sende dem en Skrivelse om at Arbejdet Optages Kl. 8½ den 29. marts.” Konflikten var dermed overstået.

Vigtigheden af organiseringen

Smedenes organisering havde vist sig at være et effektivt middel til forbedring af forholdene. Og således fortsatte Smede- og Maskinarbejderfagforeningens arbejde i årene derfter. Protokollen giver et klart indtryk af, at arbejdet efterhånden var kommet i faste rammer, og at foreningen kunne øve indflydelse på medlemmernes vegne. Fx gennem klubberne, som efterhånden oprettedes på de forskellige værksteder. I 1906 blev der således oprettet klubber på Vejle Bolte- og Møtrikfabrik, Hess’ nye fabrik, Hess i Grønnegade samt Grejsdal Hammerværk. Organisationens vigtighed var gået op for smedene i Vejle.

Litteratur

• A 2244. Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, Vejle Afd. Vejle Stadsarkiv