Vejle sportsfiskerforening

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Kulhandler Hans Madsen fisker i Vejle Å, 1939. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv

Vejle Sportsfiskerforening blev stiftet under navnet Vejle Lystfiskerforening i foråret 1926. Initiativtagerne var overlæge Ejgil Alexis Hallas (f. 1882), postmester Johannes Peter Puck Gottlieb, direktør på Steensens Margarinefabrik A/S Anders Jørgen Olsen, direktør på Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi Henrik Holger Hermansen Kreiberg, grosserer Niels Frederik Petersen og købmand Waldemar Bernhard Joost.


I 1938 ændrede foreningen navn til Vejle Sportsfiskerforening og tilsluttede sig den nystiftede hovedforening Danmarks Sportsfiskerforbund. Vejle Sportsfiskerforening hovedvand var Vejle Å, men man lejede desuden gennem årene fiskevand i andre åer og søer såsom Gels Å, Grejs Å, Grene Å, Rohden Å, Vingsted Sø m.fl. Havørrederne i Vejle Å var også efterstræbt af erhvervsfiskere (Tenen ved Rosborg, ørredspringet ved Haraldskær Fabrik), private lodsejere, lukkede lystfiskerforeninger samt Lihmskov Lystfiskerforening (stiftet 1941, fra 1964 Lihmskov-Bindeballe Lystfiskerforening), Randbøl-Nørup Fiskeriforening (stiftet 1941, fra slutningen af 1940’erne Nørup-Randbøl Sportsfiskerforening) og Egtved og Omegns Sportsfiskerforening (stiftet 1954).


I 1953 fik Vejle Sportsfiskerforening egen Saltvandsafdeling og efter flere års tilløb i 1966 egen Juniorafdeling. Saltvandsafdelingen blev i 1979 en selvstændig forening under navnet Saltvandsfiskeren Vejle.


Blandt Vejle Sportsfiskerforenings mange bedrifter kan nævnes: juniorkurserne på den Jyske Idrætsskole, forureningsbekæmpelse, vandløbsrestaureringer og genetablering af en selvreproducerende ørredbestand i Vejle Å. Foreningen har overtaget det nedlagte Knabberup Stadions klubhus og bestræber sig (2015) på at nå op på 750 medlemmer.


Litteratur

Jørgensen, Kurt (m.fl.): Langs Vejle Å: Vejle Sportsfiskerforenings jubilæumsskrift, 75 år, 1926-2001.